Virtuelle fællesskaber og læremiljøer

Så kom jeg til Carsten Jessens kapitel og det læste jeg med stor interesse. Han kommer netop ind på den læringsproces der kan være i forbindelse med en chat, og han trækker paraleller til netundervisning og e-learning. Nu skal det bemærkes at bogen er fra 2001 og der er sket meget på området siden da. Men det gør ikke kapitlet mindre relevant. Han beskriver problematikken omkring e-learning på denne måde: "Computermedieret kommunikation er en oplagt og indlysende løsning, men den fungerer erfaringsmæssigt ikke uden videre. Det er tilsyneladende begrænset, hvad de studerende kan få ud af en social kontakt, hvor stemmeføring, øjenkontakt og kropssprog må undværes. Computermedieret kommunikation kan derfor forekomme at være en nødløsning, der ikke egner sig til at skabe egentlige fællesskaber og kun bruges, når andre muligheder er udelukket". Det er en anderledes situation når man skal skabe et fællesskab via nettet. Min erfaring siger, at nødløsningen når andre muligheder er udelukket, kommer ved at de fleste af os ikke har haft muligheden for at køre til nærmeste seminar hver dag som ved et almindelig dagstudie. Derved kommer motivationen for at få dette nye medie til at lykkes. Vi har alle haft den store omdrejningskraft der siger, at dette er den mulighed der er for at få uddannelsen, og så må vi få det bedste ud af dette. Dermed har motivationen også været skabt for at få et samarbejde op at køre i bl.a. grupperne. Det kan lade sig gøre og idag er det bestemt ikke den sociale kontakt der mangler i dagligdagen. Hvis jeg sidder og keder mig bag computeren derhjemme, så leder jeg efter en medstuderende på Skype og så får den lige en på chatten, med vedkommende.
Det kræver at man er åben overfor mediet og at man er åben overfor et anderledes gruppearbejde. Det er vigtigt at man er opmærksom på den proces der er i samarbejdet. Men dette hænger for øvrigt godt i tråd med at det er et pædagogstudie hvor vi i forvejen taler meget om processer. I et face to face gruppearbejde taler man om tingene og løser løbende de problemer der måtte opstå. I netbaseret gruppearbejde er det vigtigt at lave en kontrakt som alle kan stå inde for. En kontrakt der beskriver hvad man vil gøre i tilfælde af evt. problemer. I den første gruppe jeg var i lavede vi ikke sådan en kontrakt. Vi arbejdede bare løs indtil vi faldt i en konflikt som vi ikke umiddelbart kunne løse. Vi sad i Sønderjylland, midtjylland, Færøerne og USA, så vi kunne ikke bare mødes og løse det. Det måtte gøres ved at tage en chat-diskussion hvor der blev snakket med store ord, og derefter måtte der strammes op så alle havde et fælles arbejdsgrundlag. Senere er det blevet standard at når der skal laves en større gruppeopgave, så bruges der lige tid på først at lave en kontrakt. Derefter uddelegeres opgaverne så hver deltager har sit eget ansvarsområde. Ansvarsområdet er ikke ensbetydende at denne person skal lave den opgave, men man har ansvaret for at den laves.
Idag synes jeg bestemt ikke jeg har nogen problemer med at undervisningen er netbaseret, men som Carsten Jessen netop pointerer "den fungerer erfaringsmæssigt ikke uden videre". De kræver hårdt arbejde fra alle parter. Men det KAN fungere. Kapitlet handler faktisk om kommunikation via chat i forbindelse med online spil, -men det hører en anden diskussion til.