De smaa boerns smil

De smaa boerns smil af Nis Petersen

de smaa boerns smil

endnu engang

En gang til

Virker det nu?

Animation

Sikke et arbejde for sådan en film. Men nu skulle den være her, og hvis man lige ser bort fra de ikke roterende propeller, så er den da meget god...hvis jeg selv skal sige det.
Hold da op.....jeg har selv lavet det og for 4 dage siden kunne jeg ikke engang finde ud af at lægge to lag ovenpå hinanden, for ikke at tale om klippe/klistre og viske ud. Nu har jeg gjort det hele på under en times tid.
Det er faktisk ret sjovt. Men jeg har fundet ud af, at jeg skal have et mål med mit billede, det kan godt ændre sig undervejs, -men målet skal være der. Jeg kan ikke sætte mig ned og lave et billede på må og få og så se hvor det lander henne. Det er måske derfor jeg har svært ved at sætte mig foran et lærred og male et lækkert billede ud af ingenting. Målet skal være der først. OK det var noget ny jeg lærte, og det var faktisk en ret god ting at vide om sig selv.
Nå. men kig engang og bedøm selv hvad du synes om min flotte udsigt:

ØV den vil ikke flytte sig....... men nyd udsigten for når den rigtige animation kommer på så ser man mest helikopteren.

En hård fødsel

Hej alle

Det blev en meget hård fødsel, og jeg måtte opgive at lave et billede der relaterer til min tekst længere nede i bloggen. Så motivet måtte gå i baggrunden bare for at få et eller andet resultat.
Jeg er faktisk også helt tilfreds med det, selvom man kan sige at det er begrænset hvad billedet fortæller af historie, men en collage er det da. Og jeg fik lært lidt om Paint Shop Pro......næste gang lærer jeg nok lidt mere og da har jeg også mere overskud til at tænke motiv...nu gik al energien med at finde ud af det program.

Læring

Nu har jeg brugt to hele dage på at finde ud af hvordan Paint shop pro 7 virker. Og det har givet anledning til mange tanker om hvordan jeg bedst lærer. Jeg har de sidste par måneder gjort mig mange tanker om dette, fordi jeg synes jeg i faget multimedie har fået nogle udfordringer der kræver at jeg arbejder med mig selv. Hele pædagogstudiet har været meget udviklende, men nu begynder nuancerne at komme frem. Jeg kan godt lide at få nogle selvstændige opgaver, hvor hastigheden ikke skal afpasses efter de medstuderende. I starten af dette semester knoklede jeg på i min egen hastighed. Det var sjovt og jeg kunne mærke at jeg var på rimelig sikker grund. Efterhånden som luften er gået lidt af ballonen og jeg har haft andre opgaver der har trukket i min opmærksomhed, så har jeg også fået større problemer med at løse mine opgaver. Jeg vil helst kunne flyve til en opgave og løse den i en vældig fart. Jeg er ikke så god til vedholdende at prøve mig frem når det ikke lige giver succes med det samme. Når jeg så pludselig føler jeg er bagud i faget og det ikke vil lykkes for mig, så kaster jeg håndklædet i ringen og melder PAS, på trods af at jeg måske godt kunne have prøvet en gang til. Jeg kan dog mærke at jeg er blevet bedre til at vente 10 minutter ekstra med at kaste håndklædet ind og lige tænke mig om endnu engang, om jeg nu kunne løse opgaven selv alligevel. Dette kan have det resultat at jeg venter så længe at det bliver helt uoverskueligt for mig. Det bærer mine indlæg også præg af, hvilket betyder at undervisere der ikke kender mig, pludselig tror at jeg er ved at skrotte hele uddannelsen.
Det er derfor svært at finde en balance hvor man beder om hjælp på det rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt og heller ikke så sent så det ser helt sort ud. Det delvise selvstudie passer mig godt, jeg kan godt lide at tage det ansvar på min egen ryg at jeg selv skal sørge for at komme videre og lave det der skal laves. Jeg skal helst have lidt kaos omkring mig, -og når jeg så pludselig en dag får nok og rydder op, så føler jeg mig pludselig ovenpå igen. Kontrol er godt, jeg har meget svært ved at slippe kontrollen, derfor bliver jeg heller aldrig nogen god skuespiller. Jeg skal have kontrol over alt hvad jeg foretager mig. Det vil jeg arbejde videre med, -det kunne være det gav knap så mange frustrerede håndklæder i ringen, hvis jeg lærte at slippe kontrollen med mig selv. Første skridt på vejen har været at slippe kontrollen med andre og deres holdninger, det er en stor opgave der tager tid.
Der komemr måske noget mere til dette, for jeg lærer noget nyt hver dag.

Uge 44 - multimediemøde

Efter at have læst Flemming Mouritzens artikel gik jeg ud på nettet for at søge efter de ultimative internetsider baseret på børnekultur. Jeg fandt meget hurtigt rigtig mange gode sider, -men måtte også hurtigt sande at mange sider giver sig ud for at være noget de ikke er. Jeg prøvede at søge på "kun for børn" i det håbe her at finde en masse gode sider lavet af børn for børn, det må da siges at være børns kultur. Stort set alle søgeresultater udgiver sig for at være kun for børn, -men hvordan kan de være det, når det er tydeligt er voksne der skriver siderne og der rent faktisk ikke er noget børnene selv har lavet. Prøv engang at se denne kun for børn jeg synes det er en syg måde fra voksnes side af at forsøge at styre børnenes egen kultur. Dette eksempler er mere reglen end undtagelsen når man bruger disse søgeord. Jeg må derfor have en snak med mine egne børn, -hvilke søgeord bruger de, når de søger på nettet. Vel vidende at de bruger faktisk ikke begrebet søgeord. De går ind på en god side som de kender, og derefter surfer de rundt fra side til side ved hjælp af de links der står på siderne. Det er måske den vej man skal gå. Når jeg læser artiklen af Flemming Mouritzen kan jeg dog ikke lade være med at tænke på runescape et spil drengende i klubben spiller igen og igen, de har spillet det nu i 10 måneder, og stadig kan de falde i svime over dette spil og juble højt når en når længere end de andre. Det er bestemt kultur for børn, fordi det er voksne programmører der har brugt månedsvis på at udvikle dette spil, -men derefter er der også noget af børnenes egen kultur med i det for de formår at skabe deres helt egen verden i dette spil. I klubben er det deres egen kultur, fordi de kører dette helt uden indblanding fra de voksne. Det samme er vel gældende for Arto det er kultur for børn, fordi der står voksne bag men herefter er det børnene selv der skaber en kultur ud fra rammerne. Bare lidt strøtanker her på morgenstunden.