Virtuelle fællesskaber og læremiljøer

Så kom jeg til Carsten Jessens kapitel og det læste jeg med stor interesse. Han kommer netop ind på den læringsproces der kan være i forbindelse med en chat, og han trækker paraleller til netundervisning og e-learning. Nu skal det bemærkes at bogen er fra 2001 og der er sket meget på området siden da. Men det gør ikke kapitlet mindre relevant. Han beskriver problematikken omkring e-learning på denne måde: "Computermedieret kommunikation er en oplagt og indlysende løsning, men den fungerer erfaringsmæssigt ikke uden videre. Det er tilsyneladende begrænset, hvad de studerende kan få ud af en social kontakt, hvor stemmeføring, øjenkontakt og kropssprog må undværes. Computermedieret kommunikation kan derfor forekomme at være en nødløsning, der ikke egner sig til at skabe egentlige fællesskaber og kun bruges, når andre muligheder er udelukket". Det er en anderledes situation når man skal skabe et fællesskab via nettet. Min erfaring siger, at nødløsningen når andre muligheder er udelukket, kommer ved at de fleste af os ikke har haft muligheden for at køre til nærmeste seminar hver dag som ved et almindelig dagstudie. Derved kommer motivationen for at få dette nye medie til at lykkes. Vi har alle haft den store omdrejningskraft der siger, at dette er den mulighed der er for at få uddannelsen, og så må vi få det bedste ud af dette. Dermed har motivationen også været skabt for at få et samarbejde op at køre i bl.a. grupperne. Det kan lade sig gøre og idag er det bestemt ikke den sociale kontakt der mangler i dagligdagen. Hvis jeg sidder og keder mig bag computeren derhjemme, så leder jeg efter en medstuderende på Skype og så får den lige en på chatten, med vedkommende.
Det kræver at man er åben overfor mediet og at man er åben overfor et anderledes gruppearbejde. Det er vigtigt at man er opmærksom på den proces der er i samarbejdet. Men dette hænger for øvrigt godt i tråd med at det er et pædagogstudie hvor vi i forvejen taler meget om processer. I et face to face gruppearbejde taler man om tingene og løser løbende de problemer der måtte opstå. I netbaseret gruppearbejde er det vigtigt at lave en kontrakt som alle kan stå inde for. En kontrakt der beskriver hvad man vil gøre i tilfælde af evt. problemer. I den første gruppe jeg var i lavede vi ikke sådan en kontrakt. Vi arbejdede bare løs indtil vi faldt i en konflikt som vi ikke umiddelbart kunne løse. Vi sad i Sønderjylland, midtjylland, Færøerne og USA, så vi kunne ikke bare mødes og løse det. Det måtte gøres ved at tage en chat-diskussion hvor der blev snakket med store ord, og derefter måtte der strammes op så alle havde et fælles arbejdsgrundlag. Senere er det blevet standard at når der skal laves en større gruppeopgave, så bruges der lige tid på først at lave en kontrakt. Derefter uddelegeres opgaverne så hver deltager har sit eget ansvarsområde. Ansvarsområdet er ikke ensbetydende at denne person skal lave den opgave, men man har ansvaret for at den laves.
Idag synes jeg bestemt ikke jeg har nogen problemer med at undervisningen er netbaseret, men som Carsten Jessen netop pointerer "den fungerer erfaringsmæssigt ikke uden videre". De kræver hårdt arbejde fra alle parter. Men det KAN fungere. Kapitlet handler faktisk om kommunikation via chat i forbindelse med online spil, -men det hører en anden diskussion til.

Chat og læring

Som boganmelder skal jeg læse en del bøger, og da det er for PLS jeg anmelder bøger skal de have en studiemæssig relevans. Dette gør at jeg kan tilpasse de bøger jeg læser med det stof jeg arbejder med for tiden i mit eget studie. Det giver sommetider nogle sjove oplevelser.
Lige nu arbejder jeg med et tema til næste blad omkring Multimedie. Jeg har fået nogle gode bøger hjem og er nu i fuld sving med at læse om Chat. Bogen hedder Chat, Leg identitet, socialitet og læring og er redigeret af Birgitte Holm Sørensen. Carsten Jessen har også bidraget til den, hans kapitel er jeg bare ikke nået til endnu. Lige nu læser jeg et kapitel skrevet af Lone Audon, det handler om sociale relationer og kommunikation. Pludselig kom jeg til igen igen at tænke på Lis´s indlæg om Hard fun. Det har længe kørt oppe i mit hoved som noget meget interessant. Nu fandt jeg noget jeg synes jeg kan relatere til det. Der står: "Internettet skaber mulighed for at vælge mellem utallige chatkanaler, men da børns leg er en skabende proces, vil man konstatere, at chat-kanalernes popularitet skifter over tid, hvorfor en af dynamikkerne, der driver legen, er at afprøve nye tilbud". Hun referer også Niklas Luhman for at sige: "som altid giver kaos gode betingelser for at lære. Og der opstår uungåeligt orden ud af kaos. Når mennesker reagerer og reagerer på hinandens og egne reaktioner, opstår der imidlertid stabiliteter, som ikke er mur- og nagelfaste i al evighed, men robuste nok til, at man for en tid kan orientere sig efter dem. Det sker når mennesker møder hinanden". Det synes jeg er vildt spændende. Kaos er noget der er uoverskueligt, noget der ser svært ud. Kaos giver gode betingelser for at lære-------det er sjovt når noget er svært og det viser sig at man finder ud af det. Og så går der stadig pædagoger rundt og siger at der er for farligt at lade børnene sidde ved internettet! Det er farligt at chatte, det er skam også farligt at cykle, især hvis man ikke ved hvordan man gør.
Jeg kom samtidig til at tænke på mobning. I onsdags var jeg sammen med en pædagog der påstod at nogen børn selv lægger op til at blive mobbet og at de skal lære hvordan de skal begå sig for ikke at blive mobbet. UHA UHA skal børnene oveni de psykiske traumer efter mobberiet nu også have skyldfølelser over at de selv er ude om det. Chatten er måske et godt sted at øve sig i sociale relationer. Her kan man være anonym, og man kan afprøve alle de ting man ikke får lov til i skolegården. Tonen er ikke mindre hård i chatten, men man behøver ikke at vise at man "taber ansigt" man kan logge sig ud og sige: "PYT, de ved heldigvis ikke hvem jeg rigtigt er". Ingen tvivl om, at de der bliver mobbet kan have svært ved at skabe sociale relationer og det er det der opildner mobberne, -men de skal ikke gå med skyldfølelse over det. De skal derimod have hjælp. Mobberne skal have endnu mere hjælp, hjælp til at lære at acceptere andre.
Man kan sørme komme langt omkring i et enkelt kapitel om chat. Det kan somme tider tage lang tid at læse en bog, når man skal have vendt så mange ting inde i hovedet på en gang.

gruppeopgave med Mediator

Mål
At lave en lille interaktiv produktion i Mediator

Formidling af emnet
Hvordan skal emnet formidles - hvordan skal emnet fortælles?(Underholde, uddanne, agitere for en sag).

Målgruppe
Piger i alderen 3-6 år.
Vi har valgt disse fordi de endnu ikke stiller så store krav til kompleksitet. Produktionen skal være forholdsvis enkel og nem at gå til.

Værktøjer
Vi har brugt nogle af de ting som vi allerede har produceret i faget ved hjæp af billedbehandlingsprogrammer, Flickr, Animationsprogrammer, audicity og mediator

Stil/layout
Eventyr, prinsesser, lyserødt

Gruppen har svært ved at komme i gang, da opgaven virker uoverskueligt. Noget af det der hæmmer os i arbejdet er at vi ikke ved hvordan vi skal dele filer, når disse ikke må flyttes. Da vi får svar på dette spørgsmål begynder brikkerne at falde på plads for os alle. Vi har ikke noget grupperum og må derfor kommunikere ved hjælp af e-mail. Mange e-mails flyver gennem luften og vi får ikke rigtig sat gang i noget. Da vi langt om længe finder ud af at mødes på skype i en chat går det stærkt. Vi har kun få dage tilbage og vi må tage en hurtig beslutning. Brainstormen har været løbende over lang tid, og nu samler vi det vi har snakket om. Det skal være en aktivitet for piger og aldersgruppen skal være 3-6 år. Den skal være interaktiv, så børnene får mulighed for at klikke sig videre og komme rundt på forskellige sider. Ruth har en ide om at bruge eventyret om Tornerose og den griber vi. Lykkes piger indsynger sangen vers for vers i hver sin fil og de bliver lagt ind i den rigtige mappe, hos os alle tre. Vi deler versene ud og bliver enige om at det skal være en fri fortolkning af sangen der skal ligge til grund for hvert billede. På den måde kan vi bruge nogle af de animationer og collager som vi allerede har lavet og derved lette arbejdsgangen lidt for alle.
Med skype-chatten liggende åben hele dagen hjælper vi hinanden frem i projektet. Filerne bliver også sendt den vej og det virker fantastisk godt. Det ender med at være et gruppearbejde der er meget konstruktivt og effektivt. Vi bruger hinandens ressourcer uden at have aftalt det på forhånd. Helle er god til at læse en opgavetekst og bruge en manual, hvilket vi andre nyder godt af.

Da vi er færdige med produktion gør vi op om målgruppen stadig passer til det færdige resultat.
Vi synes vi rammer ret godt. At det er til piger kan man vist ikke være i tvivl om. Aldersgruppen 3 – 6 eller 6 -8 år afhænger af, om man vælger at det skal være for eller med børn. De mindste vil kunne klikke sig frem, høre sangen og hygge sig med at klikke frem og tilbage. De største kan godt være med til at lave produktet. Hvis denne aktivitet skulle have foregået sammen med målgruppen, vil børnenes deltagen være at generere billeder, fotografere, finde den grundlæggende ramme (skal det være en sang, et digt, bare børnenes egen stemme der fortæller osv.) Selve det at samle og produkterne vil være pædagogens ansvar, da det er for kompetencekrævende for et barn at holde overblik over så lange handlingslinjer. Selve udsmykningen af projektet kan børn godt deltage i – hvilke baggrundsfarver der skal være, hvordan knapperne skal se ud osv. Dog vil dette være for resursekrævende i en institution. Det vigtigste som vi ser det er at børnene er med til at producere indholdet og de produkter det bygges op af.

Vi overvejede på et tidspunkt at lave det sådan at man skulle kunne vælge om man ville se billederne, eller teksten, så man kunne læse den og synge med. Men tiden var så vi måtte sige stop. Produktionen er derfor blevet lineær i kraft af at man tager versene et af gangen og kliker sig hen ad i historien. Dog har viforsøgt at skabe en mulighed for at kunne gå tilbage og slutte helt af efter hver side. Arbejdet bliver hurtigt meget omfattende og det er vigtigt ikke at tage for stor en mundfuld i starten.